21 / 312
i8
fku
L
ucie
W
olfs
livserindringer
.
betaler de mindre end her.»
Denne dristige tale havde den
virkning, at madamen skrev et brev til fader, hvori hun er
klærede, at mage til uartig tøs havde hun aldrig havt i sin
skole, og at hun, om jeg ikke fik ris hjemme, selv vilde paa
tage sig dette arbeide,
hvis jeg flere gange var saa op-
sternasig.
Hun vogtede sig vel for at sige, at jeg ikke maatte
komme paa skolen igjen.
Aa nei, hun taalte nok ikke at
miste nogen,
da “ hun ikke havde synderlig sterk søgning.
Hun hed, som sagt, madame R. og boede i et mørkt, uhyg
geligt smug, Apotekersmuget kaldet, hvor aldrig en solstraale
trængte ind.
Det var en fed, indolent, lad, rødkindet kone
med et læspende, fedtet dansk sprog og høi top med sorte
hængekrøller; hun rørte sig næsten aldrig fra den store læne
stol, hvori hun sad.
Hun underviste os i syning og strikning;
den boglige lærdom var overladt hendes moder, et afskum af
en gammel kjærring, der kneb mine øren blodigrøde, naar
jeg stod hos hende og som sedvanlig ikke kunde mine lekser.
Hun var grusom og hjerteløs, og jeg var saa uheldig altid at
staa paa kant med hende.
Et talende bevis paa hendes onde
hjertelag kan jeg aldrig forglemme.
Hun sagde nemlig en
dag:
«Ja, smaapiger, imorgen er det min datters geburtsdag,
og I burde jo alle huske paa, hvor hun stræver med, at I
skal faa lære noget; og det vil jeg love jer, at. enhver af eder,
som kommer med en liden present til hende, skal af mig faa
en kage og et glas mjød, og saa skal I faa et langt frikvarter
til at «spille jer i» ude paa pladsen.»
Da jeg kom hjem,
bad jeg moder om en ort til at kjøbe noget til madame R.
for, da det dagen efter var hendes geburtsdag, og alle, som
gav hende present, skulde blive trakteret, havde madame K.,
hendes moder, sagt.
Moder svarede:
«Nei, jeg har nok
andet at bruge mine orter til end til saadant tøv, og det var
stygt af madamen at friste børnene til at tigge om penge