16 / 312
13
altid og vævede.
Fader bad mig om at fortælle ham noget
fornøieligt, som han kunde faa le af, noget han vidste, jeg
altid havde paa lager; og da han saa skoggerlo, stak moder
hovedet frem fra væven og sagde:
«Nei, at du kan sidde
og le af alt hendes tøv; hun har i hele dag ikke villet spinde,
du skulde heller tage og give hende ris.»
«Aa neimen om
jeg gjør,» sagde fader, «det kan du selv besørge.
Kom bare
herhen bag væven, saa skal du faa baade se og høre, hvor
fornøielig hun er.»
Hvorpaa jeg hørte moder mumle noget
om «nathue», idet hun vævede videre.
Jeg var saa lyksalig i faders selskab; han forstod alle
mine fantasier og morede sig over mine indfald.
Jeg havde
altid en trang til at agere og maatte have publikum og bifald;
men fader var den, som jeg allerbedst kunde faa med mig.
Naar jeg digtede om huldren og bjergtroldet, som lokkede
smaapiger ind i fjeldet med sang og spil, da agerede jeg
baade trold og hulder, lokkede og sang efter dem, fremstillede
smaapigernes angst og fortvilelse, naar fjeldet lukkede sig
efter dem, og deres moders graad og klage, naar hun forgjæves
kaldte paa dem.
«Ja, ja, ja, barn,» sagde fader, «der er
noget underligt i dig, det kan jeg jo skjønne; men noget
godt er det, det er vist, og Gud vil nok vise dig veien, du
skal gaa.
Væven og rokken bliver nok ikke dine kamerater;
du har nok faaet gaver, som skal bruges paa anden maade,
kan jeg tænke.
Jeg tror nu, at Gud har tænkt, at du skal
være til glæde og opmuntring for mennesker, som sørger og
er bedrøvet; han sender ofte saadanne livsglade sjæle som
dig til at styrke og opmuntre dem, og det er stort at kunne
lindre sorg og bedrøvelse.
Du minder mig saa om min
kjæreste søster,
A
n n a
D
o l v e
.
Aa, hvor jeg elskede hende og
hendes sang og eventyr, — du ligner hende med dine lange,
sorte fletter.»
Ja, denne søster var nok for fader, hvad han var for
mig.
Han var saa glad i hendes svære, sorte haar; og jeg