14 / 312
MIT BARNDOMSHJEM.
I I
spille til salmerne.
Mange af menigheden lagde mærke til
min broders beaandede spil og frydede sig derover.
Under vort daglige stræv blev der som oftest sunget; i
den anledning bemerkede engang en af bankens bogholdere
til fader:
«Ja, det er jo ingen sag at sidde i sparebanken,
vi har jo ofte den deiligste koncert.»
Mine søskende sang;
allesammen til mit akkompagnement, og sammen sang vi da
alle de gamle, kjære, kjendte melodier.
En af mine søskende
var en ren virtuos, hun komponerede og spillede aldeles for
træffeligt.
O
l e
B
u l l
hørte hende engang og spurgte, hos
hvem hun havde lært og blev aldeles forbauset over at høre,
at hun komponerede og spillede uden at kjende noder.
Han
sagde, at hun var et stort talent, og at hun burde faa ud
danne sig; men dertil strakte mine forældres midler ikke.
Ofte naar søster
A
n n e
og jeg sad med vor spinderok ude
paa gaardspladsen, hvor der var grønt og yndigt med gamle
trær foran os, og vi havde fader siddende med sin pibe under
en snehvid hæg, som han selv havde plantet, kunde han sige:
«Syng nu, smaapiger, saa kan jeg faa drømme om Voss og
om, naar moder sang for os.»
Jeg sang første og min søster
anden stemme med akkompagnement af rokken.
Jeg kan
huske en sollys dag i mai, vi sang saa frydefuldt, at bog
holder
W
a l l a c e
længe stod og hørte paa os; han kunde
ikke gaa paa kontoret, sagde han — saalænge to vakre smaa-
tøser sang saa skjønt.
«Ja, er det ikke vakkert at høre paa?»
udbrød fader, «og ikke behøver vi at betale for koncerten
heller.»
Forresten var det en skrækkelig plage for mig, da.
jeg afskyede at spinde og mangen gang gav rokken et spark,
saa moder, som sad i sin vævestol, truede ud af vinduet
til mig.
Det var bomuld, vi spandt; det gik temmelig let og
hurtigt, da garnet skulde være tykt spundet.
Moder vævede
de i den tid meget efterspurgte Livorno-skjørter; hun havde
en rivende afsætning paa dem og fik 2 daler stykket.
Naar