11 / 312
8
fru
L
ucie
W
olfs
livserindringer
.
han altid talte med vemod om, at han aldrig senere havde
kunnet reise hjem.
Men en sommer da
W
o l f
, W
i e h e
og
B
u c h e r
skulde fra Bergen til Voss, tog de fader med, og
W
o l f
fortalte, at han i sit hele liv aldrig havde været t i K
stede med noget, som i den grad havde grebet dem alle.
Da
de kom til Vossevangen, var det sent paa kvelden; klokken
var 11 ; de var meget trætte og vilde gjerne til r o ; men fader
var ikke til at styre, han vilde og skulde op til «Hovda» og
se det hus, hvori han fødtes.
Veien var lang, brat og meget besværlig, men gamle
fader var den flinkeste fodgjænger af dem alle; han ilede af
sted, og da de endelig naaede meget langt op, udbrød han, idet
han pegte fremover:
«Se, se, der er huset!»
O g de fik øie
paa et lidet fæhus, som syntes at være ubeboet, med et slags
vindu, i hvis ruder der var stukket hødaatter; rent et falde
færdigt skur.
De ,havde da stort besvær, trætte som de var,
med at følge fader, der sprang som en ung gut, og da han
naaede døren .til skuret, blottede han sit hoved, faldt paa knæ-
og udbrød, medens taarerne randt ham nedad kinderne: «Ak!
vær velsignet, du mit barndomshjem! tak, tak, Herre min
Gud, at du gav mig denne glæde.»
De var alle dybt grebne, og der taltes i lang tid ikke et
ord.
De havde stort stræv med at faa fader med til Vangen
ig je n ; han tiggede og bad om at faa være der oppe hele den
lyse, herlige sommernat og paastod, at han ikke følte mindste
træthed.
Ja, naar jeg tænker paa, hvor jeg tilbad fader!
Den
hele dag, naar han vandrede ude i byen i bankens erender,,
gik jeg bare og glædede mig til om aftenen, naar han ved
8-tiden skulde komme hjem; jeg vidste, at da var vi to saa
lykkelige.
Vi gik da op paa bagsalen; der tog saa fader sin
violin.
Han spillede mest bondeslaatter, og til disse melodier
lavede jeg saa en slags dans, som egentlig bestod i vilde-
spring og hop; ofte lod jeg under disse gymnastiske øvelser,.