9 / 312
6
fru
L
ucie
W
olfs
livserindringer
.
havde plantet, stod langs muren paa begge sider af porten.
Huset laa lige ved Korskirken, saa vi hørte altid klokkeklangen
og orglet derfra om søndagene.
Ja, her var altsaa tumlepladsen for alle mine første barn
domsglæder.
Det er tarvelige, men lykkelige forholde, jeg
fører mine læsere ind i, og jeg vil forsøge at fortælle, saa
godt jeg kan.
Jeg har saa ofte af mine mange venner været mindet
om og opfordret til, at jeg absolut burde og skulde nedskrive
mit levnetsløb, min fornøielige barndomstid med alle dets
rige minder, samt mit ungdomsliv og min straalende kunstner
bane.
Jeg har ogsaa havt lyst dertil, men da
J
o h a n n e s
B
r u n
døde, og jeg ud af mit fulde hjerte skrev et digt om hans og
mit kunstnerliv, blev jeg blodig harcelleret i et vittighedsblad
og tabte modet.
Nu vil jeg imidlertid efter bedste evne forsøge.
Det vil være mig en forfriskelse paany at gjennemleve
min uforglemmelige barndom med faders lyse, elskede ansigt
tydelig for mig, og hans milde, kjærlige ord, som tidlig lærte
mig at tro og elske Gud; og det er vist og sandt, at under
alle mine sorger i mit senere liv — da jeg mistede mange
af mine kjære og den tungeste af alle, da jeg mistede min
mand
da var det faders gamle salmer, som omsider gav
mig trøst og fred.
Naar jeg ofte i min barndom blev utaalmodig, fordi han
gav mig saa mange at lære, saa sagde han:
«Nu skal du faa
2 skilling for hver salme, du lærer, det, ved jeg da, er god
betaling.»
Dette havde den virkning, at jeg, som havde
umaadelig let for at lære udenad, i en fart lærte en saadan
masse, at fader sagde:
«Stop! nu slaar vi betalingen ned,
dette staar jeg ikke i, herefter faar du bare i skilling salmen.»
Men desuagtet blev dette for mig en lønnende forretning..
«Du burde lære dem for ingenting, kjære barn,» sagde fader;
«thi du vil engang i dit liv, naar sorgerne kommer, velsigne