13 / 312
fru
L
ucie
W
olfs
livserindringer
.
•og al min livsglæde vilde begraves med ham. Særskilt husker
jeg en forfærdelig stormnat — det var midt paa vinteren
,
da moder og jeg vaagede over ham, og han sagde:
«Ak’
jeg kan nok ikke puste mer, det var vist godt, om jeg kunde
blive aareladt.»
Moder og jeg var ene med ham, da pigen
og hele huset sov; alle var jo udvaagede, og saa sprang jeg
ud alene i den mørke nat for at faa fat paa doktoren som
boede .langt borte — ude ved toldboden.
Det værste var,
at jeg maatte forbi kirkegaarden; og idet jeg sprang forbi,
skieg og raabte jeg mit «Fadervor»; men desuagtet syntes
jeg> at jeg saa hvide skikkelser, som kom vinkende imod
mig.
Jeg kom omsider til lægen, men gik længe og famlede
efter døren oppe paa en lang, bælgmørk gang uden at finde
den.
Jeg kastede mig da hulkende af fortvilelse paa gulvet.
Doktor
H
e i t m a n n
maa have hørt min graad, thi han kom ud
med lys, saa mig ligge grædende paa gulvet, reiste mig op
•og talte kjærlig til mig:
«Nei, stakkels barn, er det dig,
som jeg saa længe har hørt pusle omkring herude?
Aa, hvor
du skjælver, kom ind med og varm dig.»
Men jeg græd og
bad:
«Ak, kom, kom og følg mig straks, fader dør, De maa
frelse ham.»
«Ja, ja,»
sagde han, «vent bare til jeg faar
tøiet paa mig.»
Han var da snart i klæderne, tog mig kjærlig
i haanden og sagde, idet vi gik ned af trapperne:
«Græd
ikke, kjære barn,
Gud vil bevare din fader for din store
kjærligheds skyld.»
Ak, hvor trøstet og glad jeg blev!
Og
han fik ret.
Fader blev aareladt og kom sig fra den tid.
Uagtet vore kaar var ringe, eiede vi dog baade et orgel
og et klaver.
Dette kjøbte far til moders store misnøie; men
an fik det for 2 daler paa en auktion.
Det var paa dette
jeg lærte mig
at spille «vildt», som det kaldes.
Alle mine
søskende sangvakkert;
min ældste broder spillede
orgel
aldeles nydelig
ogsaa uden at kjende en node.
Hans søndagsfornøielse var ofte under gudstjenesten at
g 33 lnd 1 Korskirken,
hvor han da af organisten fik lov at