15 / 312
fru
L
ucie
W
olfs
livserindringer
.
de kom fra moders væv, tog fader dem paa en slags høi
maskine, han selv havde konstrueret, fæstede dem stramt paa
maskinen med jernkroge, hvorpaa han begyndte at karre dem,
til de blev fine og bløde som svanedun.
Moder havde to vævekoner, som stadig spandt bomuld;
disse fik 8 skilling marken; i den anledning sagde jeg til
moder, at det var lumpent af hende, at ikke jeg ogsaa fik
min betaling, da jeg spandt ligesaa godt som de og dertil
spandt raskere.
Hun gik da ind paa at give mig 3 skilling
m arken; dette fandt jeg var en saa elendig betaling, at jeg
hævnede mig ved at give rokken et dygtigt spark.
Herover
skjændte moder naturligvis meget og sagde:
«Fy, skamme
dig, er du ikke fornøiet med betalingen?
Regner du hus og
mad og klæder for ingenting du, kanske?»
Men jeg fandt det nu simpelt alligevel, og tænkte i mit
stille sind:
«Aa ja, du skal saamen faa spind d e refte r»
Moder var som sagt enestaaende i sin flid og arbejdsomhed;
saa mange som vi var derhjemme, fandtes der ikke i vort
hus en traad af gangklæder eller linned, som ikke moder
selv havde vævet; dertil solgte hun en masse lærred, bommesi
og kulørte hovedtørklæder, hvortil hun selv farvede garnet.
Hun fik af «Det nyttige selskab» i Bergen tre gange præmie
for husflid.
Men hun gik saa alt formeget op i sit slid og
stræv,^ dette fandt baade fader og jeg, og jeg kunde anstrenge
mig tildøde, før jeg kunde opnaa at faa et smil af hende,
og hændte det engang, at jeg fik hende til at le, saa blev
hun forarget baade paa mig og sig selv og udbrød:
«Gaa
din ve i, dit spektakel, jeg har ikke tid til at høre paa dit
tøv, gaa til din fader, han er en ligesaa stor nar som du,
han kan du holde komers med, for I er to alen af et stykke.»
Moders tanke gik altid i alenmaal, da hun jo daglig
brugte at maale lærred.
Jeg husker en aften, fader kom træt hjem, og vi to satte
os paa et bræt, som stak ud bag væven, — moder sad som