17 / 312
H
fru
L
ucie
W
olfs
livserindringer
.
mindes saa levende, at en slægtning af os, kusine
S
i g r i d
,
en
dag kom ind til fader med en tine i haanden.
Hun lukkede
tmen op og tog ud en lang, sort, deilig haarflette og sagde,
at
A
n n a
D
o l v e
var syg til døden, og hun havde bedt
S
i g r i d
om at klippe fletten af hende og bringe den til broder
S
v e n d
med hilsen, at hun nu snart gik hjem til sin Gud.
Fader græd som et barn, kyssede fletten og gjemte den
som en helligdom.
Ja, mine minder om fader er saa mange, at jeg kunde
fylde mange bøger med fortællinger om ham og dog aldrig
blive færdig; thi hver dag i mit barndomshjem efterlader et
eller andet lyst minde om ham.
Ak, hvor godt jeg husker den sidste gang, jeg saa ham,
da sad han blind, men alligevel glad som et barn; han
sagde, at Gud nu gav ham syner, som han aldrig havde havt,
da han var seende.
Da jeg kom og saa ham sidde saa
hjælpeløs, aa min Gud, for en smerte jeg da følte; og da
jeg
talte til ham, brast han i graad og sagde: «Ja,’ ja, der
er
du, mit elskede barn, ak! jeg kan ikke se dig; men jeg
hører jo din vakre stemme; den lyder for mit øre som en af
vore kjære, gamle sange.
Kom her tæt hen til mig og knæl
ned, saa jeg for sidste gang kan give dig min velsignelse.
Og saa skal vi, om vi nu skilles en stund, glæde os til vort
gjensyn i himmerig.»
Ja, fader var en barnesjæl i aand og sandhed.
Dette
sagde ogsaa pastor
D
a n i e l s
,
da han talte ved hans baare:
<Denne blinde, elskelige barneolding, i hvis mund der
aldrig fandtes svig, er nu gaaet jublende glad ind til sin Gud.»
En gammel mand, den eneste, der levende har mindet
mig om fader, var
W
o l f s
ældste broder
E
m i l
,
prest i Herslev,
en mils vei udenfor Roskilde.
Han og hans hustru blev
plejeforældre til min ældste datter
A
u g u s t a
,
som kom til'dem
kort efter
W
o l f s
død og blev der, indtil hun blev gift med
justitsraad og inspektør for kommunens hospitaler i Kjøben-