12 / 312
MIT BARNDOMSHJEM.
9*
hvor jeg ligesaa ofte stod paa hænderne som paa fødderne,
mine skjorter glide paa gulvet og fortsatte saa min dans —
med permission at sige — i mine underbukser.
Denne dans
maa have været fornøielig, for fader slap ofte violinen, da
han ikke kunde spille for latter, og han udbrød engang:
«Ak, barnet mit, hvor godt det er at faa være sammen
med dig efter dagens strid og møie, og saa faa sig en saa
hjertelig latter.
Gud velsigne dig for det.»
Naar vi saa
begge to var trætte af legen, tog han mig paa sit fang, jeg
slog armene om hans hals, og saa sang vi sammen den gamle-
salme, som staar i
G
u l d b e r g s
salmebog:
«Den lyse dag forgangen er
og natten den hænger os paa,
O, Jesu Krist, vor Herre kjær,
du altid hos os maa blive.
Glæde os Gud i himmerig.»
Min kjærlighed til fader var næsten en fabel for byen.
Jeg var allerede en stor pige, 9— 10 aar, tror jeg, da jeg, naar
ikke fader var kommet hjem om aftenen paa den tid, jeg ven
tede ham, var rent fortvilet; jeg gik da ind i vort vedskjul, for
at ingen skulde se mig; der faldt jeg paa knæ og bad saa
inderlig til Gud, at fader nu maatte komme, da min angst
for ham var nær ved at kvæle mig.
Jeg kan huske, at jeg
en aften efter bønnen sprang grædende ud paa gaden, hvor
jeg da traf en gammel veninde af mig,
K a r e n
brødkone, og
spurgte hende:
«Har I seet fader!»
«Nei,» svarede hun,
«men hvorfor er du saa bange for ham? drikker han sig fuld
da?»
Dette spørgsmaal krænkede mig saa dybt, at jeg gik
fra hende uden at svare, og hun tabte mig stedse som kunde.
Ja, disse angstanfald for fader forefaldt desværre meget
ofte, som f. eks. en gang, da han var meget syg.
Aa, hvor
jeg da bad og tiggede Gud om hans liv, jeg følte saa sikkert,
at jeg m a a t t e dø, om jeg skulde miste ham, at alt solskin
2 — Fru Lucie W olfs livserindringer.