10 / 312
7
mig, fordi jeg lærte dig at søge trøst, der hvor den alene
findes.»
Ja, han havde ret, jeg har virkelig følt og sandet hans ord.
Mit hjem var yderst tarveligt, da vi var 8 børn og faders
løn som bankbud var lid e n ; dog gjorde min moders flid og
energi det saaledes, at vi havde vort udkomme, men med den
største sparsommelighed.
I vort hjem var der kun tale om
arbeide, om at væve, spinde, bage brød, vaske klæder og alt
saadant, som jeg syntes var noget kjedeligt kram.
Min fader
var en livsglad natur, og høit begavet var han; blandt andet
skrev han vakre digte — som oftest paa landsmaal.
Han var
ogsaa i den grad musikalsk, at han, uden at kjende en node,
spillede orgel, violin og klaver, og han havde en smuk sang
stemme.
Denne gave at kunne synge og spille uden at kjende
en node — hvilket jeg gjør den dag idag — har jeg sand
synligvis taget i arv efter fader, da jeg — • med tugt at melde
har sunget mange store og vanskelige operapartier uden at
have ide om hverken noder eller pauser.
Fader var af et dybt, poetisk gemyt.
Naar vi gik sam
men haand i haand i mark og skog, saa talte han til fuglene,
til trær og blomster og sagde til mig:
«Du kan tro, de for-
staar, hvad jeg siger.»
«Kom her!» sagde han engang, «her
borte skal du faa se en bjørk, som staar brud.
Hun sprang
ud igaar, og der sad da to maaltroster og sang den deiligste
bryllupssang; aa n e i! aa n e i! hvor det var vakkert! jeg maatte
synge med, enten jeg vilde eller ei.»
Han levede i og med
naturen; han var jo ogsaa født paa Voss, paa et rent para
disisk skjønt sted.
Hans forældre var meget fattige, og fader sagde, da han
engang talte om sit skjønne fødested:
«Aa ja, vi fik nok
ofte lidet mad, men min moder sang saa vakkert for os, for
at vi skulde glemme, at vi var sultne, og saa blev jeg mæt
alligevel ved at se paa og leve i denne vidunderlige natur.»
Han kom som ung gut til Bergen, og jeg kan huske, at