62 / 312
J
ohannes
B
r u n
.
59
godt ind i den.
Saa slog han op en regnhat, som da vinden
strøg ret ud efter fjorden, tjente os som et prægtigt seil og
snart bragte os til Hægrenæs, der ligger et stykke udenfor
Sandviken.
.
Hvilken uforglemmelig søndag dette var tor mig!
rørst
udrettede
J
o h a n n e s
sit erende, derefter streifede vi rundt høit
og lavt.
Hæggen stod snehvid med duftende blomster, som
han plukkede og stak ind i mine fletter og snoede grene om
kring mit
hoved og hals; jeg antager, jeg saa
ud som
«Ophelia», naar hun ivanvidsscenen pynter sig med blomster
og grene.
Han tog mig i haanden, vi løb, sang o^ jublede,
og naar vi var trætte, læste han i en bog, som hed «Alham-
bra i maaneskin».
Bogen fik jeg ogsaa af ham.
V) spiste
vort spegekjød og vore kringler og drak melk til.
Ja en
saadan skyldfri glæde, som jeg den dag følte, synes jeg aldi ig,
at jeg har kjendt, hverken før eller siden. Nogenslags kuitise
var der ikke tale om mellem os, dertil var vi jo for unge ,
nei, det var barnlig uskyldig glæde, vi begge følte.
Vi har
ofte i senere aar talt om turen til Hægrenæs, og for ham
som for mig stod der glorie af glæde og jubel ved min et
om denne maisøndag.
Jeg fik naturligvis mine velfortjente skjend; men dagen
havde været saa vidunderlig skjøn og herlig, saa jeg heller
havde taget noksaa streng straf istedetfor at undvære turen.
Saa kom den 17de mai, som altid feiredes 1 Bergen paa
en maade, man i Kristiania jo ikke har idé om.
Der var
altid i min barndom stor folkefest paa
St.
Hanshaugen med
brændende tjæretønder, bønder, som spillede slaatter paa
violin til gutters og jenters springdans og halling, lange borde,
hvor der solgtes alle slags sager, masser af mennesker, -
baade fine og simple folk.
J
o h a n n e s
og jeg aftalte, at vi skulde sy fo k sammen ,
det var noget, man dengang brugte meget.
Vi gi
m
1
massen, tog saa i frakkeskjødet paa en heire og i kjolen paa