73 / 312
70
fru
L
ucie
W
olfs
livserind r ing er
.
som tak for musiken. Han
sagde til
J
o h a n n e s
:
«Holde meget
af
L
u c i e
,
hon pene, svarte
haar, vakre Øine, liflige fæsen,
hon have nok italienske blod i krop.» Hvortil
J
o h a n n e s
ivrig
protesterede og forklarede
K
o l o m b o
,
at jeg havde egte norsk
Vosse-blod i mine aarer.
Et sted, hvor jeg ogsaa ofte kom, var kjendt under navnet
«Bispegaarden», fordi man der kunde hente det bedste koge-
vand, der var i B y e n ; det var inde ved domkirken.
Der
stod et stort vandkar, som samlede vandet fra render, der
kom direkte ned fra fjeldet lige fra Starefossen, som den kald
t e s ; aldeles deiligt vand.
Det var en saadan rift om dette,
saa der var formeligt slagsmaal om at komme til karret, især
naar det var lidet vand.
Alle byens piger — ofte langveis
fra — kom der efter vand, og det formelig regnede med
saftige vittigheder af de raptungede bergenske tjenestepiger.
Det var aldeles samme scener, der gjentog sig der, som hver
onsdag og lørdag paa Fiskebryggen.
Disse komiske scener
tiltalte mig ubeskrivelig, og jeg var der omtrent daglig. «Den
kaffe, som ikje er kogt af bispevand,
kan de ha for meg,»
sagde pigerne.
Jeg havde en skoleveninde, som daglig hen
tede vand der; hende hjalp jeg med at bære den tunge van
bøtte, hvorpaa hun til tak af og til laante
J
o h a n n e s
og mig
en baad, som laa i Lundgaardsvandet og som moderen eiede.
Denne var vaskekone, hed
B
e r t h e
G
u r i n e
og boede tæt ved
vandet.
Datteren hed
B
e r t h e
.
Jeg husker en dag, medens
hun og jeg legte ved vandet, at hendes lille søster,
A
n e
,
kom
ud og sagde:
«Berthe, du skal komme ind til mor og faa i
r . . . .»
B
e r t h e
svarede: «Skal eg no ha’ i r . . . . igjen,
eg fik jo i formiddag.»
«Ja,» sagde
A
n e
,
«no ska’ du ha’
igjen, fordi du har laant baaden til
J
o h a n n e s
B
r u n
,
og mor
skulde no netop bruge den.»
Ja,
B
e r t h e
gik til min forun
dring ganske rolig ind.
Jeg ventede at høre skrig, men nei,
ikke en lyd hørte jeg, og
B
e r t h e
kom snart ud igjen, noksaa
fornøiet.
Saa spurgte jeg:
«Men
B
e r t h e
,
græder du ikke,