77 / 312
74
fru
L
ucie
W
olfs
l iv se r ind r in g e r
.
vin til sig.
Det krænkede
J
o h a n n e s
i høieste grad, at hun
skulde lade mig gaa i sligt smudsigt erende.
Jeg traf ham
en dag, jeg kom slæbende med en hel del flasker, da hun
samme aften skulde have skomagerkro.
Han sagde:
« L
u c i e
,
jeg kan ikke fordrage, at du skal gaa og slæbe paa flasker
til den fyllemær, madame
L
e b a k
;
du faar vel heller ikke noget
for, at du gaar?
Ja, hun kan passe sig;
hun skal have det
igjen, vær sikker paa det,» og dermed fløi
han sin vei, da
■han havde hastverk.
Hans ord opirrede mig mod madame
L
e b a k
,
og da hun
belønnede mig med en gammel, tør hvedebolle, saa svor jeg
chevn. Jeg gik da ind til
S
a r a
H
o v l a n d
og bad hende komme
og hjælpe mig med noget, hvortil hun straks var villig.
Op-
.gangen til Madame
L
e b a k s
hus bestod af
5
trappetrin af træ,
-og trappen stod løst ind til væggen.
Jeg forklarede
S
a r a
den tort, madame
L
e b a k
havde udøvet mod mig, og sagde,
at jeg nu vilde ærgre hende og alle hendes skomagere; naar
de iaften skal ud og ind, og trappen er borte, saa kan baade
de og hun gaa paa hovedet i sneen.
«Ja, men tør du tage
trappen bort,
L
u c i e
?»
sagde
S
a r a
.
Du faar vist
i r . . . .
derfor.»
«Ja, jeg tør!»
udbrød jeg;
«en gang mer eller
mindre gjør intet til sagen; kom bare og tag imed.»
Vi
tog da trappen, som var let at transportere, bar
den over
. gaden og satte den i porten til
M
å r t e n s
’
hestestald, som
var lige overfor, og satte os selv paa trappen for rigtig at
nyde det morsomme syn, naar nogen kom ud.
Uheldigvis kom der først en pige, hun faldt ret udfor.
'Hun slog sig sandsynligvis; thi hun skreg og raabte:
«Aa
Jøsses, kaar er trappen blet’ af? Kom ud,
madam,
her er
1nokkon, som har ta’t trappen væk.»
Paa hendes raab kom en drukken skomager og faldt
pent og net i sneen tæt ved siden af pigen, og hanj udbrødr
«Nei, Jøssøs pinedød, for
en
himmelfart vi har gjort, mor;
¡har du slaa’t deg,
Maren,
siden du holderpaa knæet dit?»