78 / 312
I BYEN IGJEN.
75'
I det samme kom madame
L
e b a k
ud.
Pigen raabte:
«Tag jer iagt, madam, der er ikje nokkon trappe.»
«Nei,
G u ’ trøste meg,» sagde madamen; «kæm e ’ det no, som har
vorre mester paa dette?»
Jeg var saa uheldig selv at løbe
mig, da jeg lo, saa jeg var færdig at sprække.
«Ok, der
sidder hon,» sagde madame
L
e b a k
,
«ja, en intrikatre tøs end
Lucie skal de lede efter; ja, har du ikje faaet
i r . .. .
for,
saa skal du faa det n o ; G u ’ bevare meg, man kunde jo
brække baade arme og bein.»
Jeg blev da først trukket i
fletterne og tvungen
til at
sætte
trappenpaa sin plads lgjen
og derpaa geleidet hjem af madame
L
e b a k
for at faa den
belovede straf.
Men
L
u c i e
var let paa taa dengang, jeg s e
mig løs, og væk var
jeg;
men
ris
fikjeg, det besørgede
L
e b a k k e n
s a m v i t t i g h e d s f u l d t .
Næste aften hevnede
J
o h a n n e s
dette ved at lægge en
opblæst tarm ind i hendes gang og trampe paa den
hvor
ved der kom som et kanonskud, der jog en saadan skræk i
madamen, at hun skreg høit til hans og min ubeskrivelige
fryd
Hun blev senere ofte drillet og plaget af ham; dette
var ham en trang, sagde han, for det var for galt, at jeg
skulde faa prygl for den sjofle kjærnngens skyld.
Vi gik samme aften ned
for at lege «sveip og
rog
(slaa snurrebas) paa v.
T
a n g e n s
helle, en deilig plads tor
denne leg og meget yndet af alle korskirkesognets børn, som
stadig havde tilhold der til v.
T
a n g e n s
forargelse, der ret
som det var agerede bussemand og jog dem paa
ubt.
dens vi var paa det ivrigste, kom jeg til at genere en gut i
hans leg, da jeg tog pladsen fra ham, sagde han , jeg gav
ham ganske rolig et puf, hvorved han rullede i rendesten
.
Dette turde jeg nu uden skrupler tillade mig,
a jeg
ø
mig aldeles tryg i
J
o h a n n e s
B
r u n s
beskyttende nærvære se.
Gutten blev rasende; for at hevne sig greb han min krog og
og kastede den af al kraft langt bortover almeningen.
Hans
kamerat raabte til h a m :
«Løb,
H
a n s
,
alt hvad du orker,