86 / 312
I BYEN IGJEN
k o m u d i g j e n m e d e n v i s g l a n s ,
o g J
o h a n n e s
v a r
d e n n e
g a n g s k y l d i,
a t j e g i k k e b l o t fi k ris, m e n b l e v i f l e r e d a g e
i n d e s p e r r e t .
Saa gik der da nogle aar i barnlig fryd og glæde; jeg
var fri og glad, med let hjerte og fred i mit sind.
Hvor jeg
end færdedes, ude som inde, maatte jeg synge.
Min ældre
søster
M
a r t h e
udbrød engang i sinne: «Jeg tror, den tøsen er
født syngendes.»
Mingang var altid i takt
med en eller
anden melodi; jeg maatte, ja jeg maatte synge; jeg kjendte
en saadan livsglæde i mig, at jeg umulig kunde lade være at
juble den ud i sang.
Det er noget, somjeg aldrig har kunnet
forstaa, hvorfor
ikke alle, som er
ungeog livsglade, synger;
dette synes jeg
er ligesaa naturligt, som at fuglene synger.
Jeg har ofte
spurgt unge piger, jeg har læst med, om de ikke kunde synge,
hvortil de næsten altid svarede:
«Nei, jeg har ikke lært at
synge endnu.» Jeg har da bestandig svaret dem, at jeg aldrig
havde lært det, men at jeg ikke kunde tænke mig en ung
glad pige, uden at hun følte trang til at synge, selv om hun
ikke eiede stemme, for jeg tror, at det er mer med hjertet
end med halsen, man synger.
Det kan være, at jeg ikke ud
trykker mig tydelig nok, men jeg kan ikke forklare dette paa
anden maade.
Paa den tid,
jeg nu vil beskrive, var jeg vel en 1 3 å
14 aar, tænker jeg.
Jeg gik fremdeles paa formiddagsskole
hos jomfru
L
a n g b e r g
,
men var alt andet end flink, da det
kjedede mig saa rædsomt at sy og arbeide med hænderne i
det hele taget.
Jomfru
L
a n g b e r g
bebreidede mig dette en
gang og sagde, at det var uret, naar mine forældre betalte
skolepenge for mig, at jeg da ikke vilde være mer pligtop
fyldende og lære det, som enhver ung pige maatte og skulde,