90 / 312
ET STORT OMSLAG.
87
synge, du, som jo har skabt alt dette herlige; aa, du kan tro,
jeg har saa meget, som synger i mit hjerte; men nu er det
saa mørkt, aa, saa mørkt for mig.
Er du da vred paa mig
og skal jeg da aldrig mer faa være glad?
Aa, min Gud, ser
du da ikke, hvor jeg sørger, og vil du ikke have medlidenhed
med mig?»
Jeg laa i græsset og græd i timevis og mat og gik ødelagt
hjem.
Moder sagde:
«Nei, nu forstaar jeg mig slet ikke paa
dig,
L
u c i e
, du ei jo rent forandret, barn.
Er det kanske
J
o h a n n e s
B
r u n s
selskab, du længes efter?
Skjønner du da
ikke, at du snart bliver en voksen pige, og at det ikke læn
gel kan gaa an at gaa og drive dank fned den gale gutten ?»
«Nei, moder,» sagde jeg, «det er ikke
J
o h a n n e s
,
jeg længes
efter; men det er noget, som ligger mig paa hjerte, ligesom
en dragen, en trang til at man skal høre paa mig, da jeg har
saa meget i mit indre, som jeg ikke faar fred for.»
«Aa
tøv,» sagde moder, «det er bare noget, du bilder dig ind;
høre paa dig og alt dit vaas, det gjør vi jo hele dagen, og
din fader har nu mest skyld i, at du fremdeles holder paa
med dette, som ingen nytte er til.
Nei, nu faar du begynde
at blive som andre; se paa dine søstre, de sidder jo pent
med sit arbeide hele dagen og er glade og tilfredse; jeg har
maattet arbeide hele mit liv, saa faar du ogsaa gjøre; du er
vel ikke skabt anderledes end andre mennesker, ved jeg?»
«Jo, moder, det er jeg!» svarede jeg, «at de kan sidde stille
og spinde og sy og dog være glade, det er umuligt; jeg ved,
at skal jeg gjøre som de, da vil jeg heller vandre langt ud i
verden og synge for
hver
mands dør.»«Ok, Gud hjælpe og
trøste mig!» sagde moder, «aa ja, du kommer nok til at gaa
for hver mands dør, du, som aldrig vil blive menneske, nei,
hvad i Herrens navn
skal
der blive afdig?
Du endermed
at tage livet af mig,»og hun græd og
jamrede.
Fader kom
i det samme, og der blev en scene mellem dem.
Hun be
brejdede ham, at han havde ladet mig ture frem paa denne