87 / 312
84
fru
L
ucie
W
olfs
l iv se r in d r in g e r
.
naar de ikke vilde skille sig ud fra alle andre folk.
«Kjære
L u c ie ,
nu har du holdt paa med denne lille skjorten til din
broder i over en maaned, og altid maa jeg sprætte op igjen
det, du har syet.»
Dette gjorde mig virkelig meget ondt;
jeg skammede mig dybt; thi jeg følte, at hun havde saa sørge
lig ret, og jeg havde længe samvittighedskval over min store
ulyst. Jeg stred da med denne væmmelige skjorte, saa sveden
randt af mig, og naalen gik saa trangt og traat, og mine
hænder var saa vaade af sved, at arbeidet blev forfærdelig
smudsigt, og jomfru
L a n g b e rg
u d b rø d :
«Men Gud bevare
mig,
L u c ie ,
jeg mener, at du har tørket gulvet med den
ulykkelige skjorte.»
Paa samme tid lo hun, klappede mig
paa hovedet og sagde:
«Stakkel, jeg har seet, at du virkelig
har strævet med arbeidet; men det ligger nok ikke for dig;
og fortsæt du, barnet mit, det er rigtigt af dig, at du over
vinder din ulyst; det vil du nok senere i dit liv have
gavn af.»
Nu ophørte efterhaanden min leg paa gader og stræder;
jeg var nu saa stor, og der var en stemme i mit indre, som
sagde, at dette ikke mer gik an.
Jo h a n n e s B r u n
traf jeg nu
meget sjelden.
Han var bleven sat i stentrykkerlære hos
lithograf
B u c h e r
og havde ikke mer denne ubundne frihed,
som vi begge i saa fuldt maal havde nydt.
Jeg vil slutte
Jo h a n n e s B r u n s
og mine lykkelige barndomserindringer med
det digt, som jeg skrev, da han var død, og som bedre end
alt vil forklare mine følelser for ham.
Ja, vi var beslægtede
sjæle; dette har vi hele livet følt, uagtet skjæbnen skilte os
ad, vi to, som vistnok burde have vandret livet sammen.
Ja, dig jeg traf i barndomsaar
med solglad ansigt, guldgult haar;
med jubelsang og barnesind
vi ringte livets hoitid ind.
Vi sammen gik i ungdomsaar;
mens kunsten skjød sin knop i vaar,