91 / 312
gale maade, «for naar hun bare kan faa dig med paa kom
mersen, saa springer hun lige i ta g e t ; men nu bliver det
svært for dig,
S
v e n d
,
for nu maa du jo forstaa, hvor alt dette
bærer hen, og at det aldrig bliver menneske af
L
u c i e
,
og det
er stor synd og spot og skam tillige.
Jomfru
L
a n g b e r g
siger
at hun har saa gode gaver, at naar hun bare selv vil, saa er
der ikke én paa skolen, som har mage til
L
u c i e s
hoved; men
stadighed eier hun ikke, sagde hun, og hun maa nok sættes
under strengere tugt, om hun skal komme frem i v e r d e n ;
men
L
u c i e
,
stakkar, har nok andre tanker; skole, arbeide, tro
paa sig i det hele taget, det er fremmed tale for hende.
Ja,
hvad synes du,
S
v e n d
,
kan ens hjerte ikke briste, naar en
hører sit barn omtales paa denne maade?»
Fader beroligede hende omsider, sagde, at dette ikke
var maaden at tage
L
u c i e
paa, det maatte hun forlængst vide;
«der gjærer tanker i barnet, som jeg længe med smerte har
lagt merke til, for hvorledes skal hun faa lærdom og opdra
gelse til at faa gjøre dettefrugtbringende for sig; om hun
bare kunde faa lære
noget
af én, som hun saa op til, ogsom
rigtig forstod hende, da kunde ingen bedre end
L
u c i e
lære
andre dette igjen.
Ja, hun kan udlægge og fortælle, saa vist
aldrig nogen lærer eller lærerinde skal kunne gjøre hende
det efter.»
«Nei, hvordan du snakker,
S
v e n d
!
Ja, dette er nok mad
for
L
u c i e
at staa oghøre paa, ja, ja, nu faar du seile med
hende som bedst, du kan ;jeg orker ikke mer, og gaar det,
som jeg frygter, saa har du skylden; jeg vasker mine hænder.»
Dermed satte hun sig til væven, som nu vistnok fik de prygl,
som hun i sit hjerte undte mig.
Denne aften sad fader og jeg oppe til langt paa nat.
Jeg græd, klagede og udøste min sorg i hans trofaste hjerte;
jeg spurgte, om han ikke troede, at jeg kunde reise omkring
paa landet og synge alle mine fornøielige viser og fortælle
eventyr.
«Du ved jo, at jeg ogsaa kan alle Peder Dass’ sal-
88
f r u L u cie W o l f s liv s e r i n d r i n g e r .