97 / 312
fru
L
ucie
W
olfs
liv se rin d r in g e r
.
Da de andre var gaaet, fulgte jeg med ham ind paa
kontoret.
« L
u c i e
,»
sagde han, «jeg har længe merket, at der
er noget, som piner og græmmer dig.
Vær oprigtig og fortæl
mig d e tte !
Du er jo ofte saa rasende heftig, at man næsten
kan blive bahge for dig; hvorfor græd du nu saa, da du sagde
dette vakre skriftsprog?
Se, nu begynder du jo paany at
græde.»
«Ak, kjære pastor, jeg kan ikke fatte, at dette skrift
sprog skal være saa vakkert, for det er jo ikke sandt!»
«Men,
L
u c i e
,
hvad er det, du siger?
Tviler du paa Guds egne,
hellige ord?»
«Ja, eller saa kan jeg vel ikke forstaa det da,»
sagde jeg, «for jeg tænker virkelig paa min skaber, jeg beder
uafladelig til ham, men han hjælper mig jo ikke.
Aa Gud,
hvor jeg er bedrøvet.»
«Sig mig nu den rene sandhed,» bad presten.
«Ja, det
skal jeg!
De siger alle hjemme, at det er synd at spille ko
medie; men hvor kan noget saa skjønt, saa herligt være s y n d ;
digterne har jo skrevet saa meget deiligt, hvor er det da
muligt, at Gud ikke skulde ville tillade et af sine børn at
fortælle hele verden alle disse skjønne tanker, som han selv
har indgivet dem.
Det er jo bare dette, jeg længes efter, og
det k a n ikke være synd, nei, nei, nei, det er umuligt, det
er ikke synd.»
Jeg græd voldsomt, trampede i gulvet og knyttede mine
hænder.
«Naa, naa, naa, naa!» sagde presten og rystede mig
i armen, «hvad er dette for en opførsel?
Husk, hvem du
taler med og hvor du er.»
Jeg faldt da paa knæ for ham, tog hans haand og kys
sede den og bad, at han ikke maatte forlade mig, da jeg ofte
var bange for mig selv og for alle mine stormende tanker og
følelser.
Han klappede mig paa hovedet og s a g d e :
«Mit stakkels
b a rn ! Ja, jeg forstaar, at der er svær kamp i dit indre, du
har det ikke godt; men tror du da, at om du nu kunde