102 / 312
ET STORT OMSLAG.
99
tanken derpaa.
Saa meget vakkert og skjønt som rører sig i
mig, det vil jeg vise folk; jeg vil fremstille lykkelige, glade
piger: vise hvordan de skal bære sig ad, naar de skal være
yndige og indtagende.»
«Aa,
L
u c i e
,»
sagde
P
e r n i l l e
,
«dette er jo kun sørgelig
forfængelighed af dig.
Tror du, at du kan vise folk, hvordan
de skal bære sig ad i livet?
Er du rent forstyrret, barn,
hvor faar du alle disse
n y k k e r f r a ? »
«Nei,
P
e r n i l l e
,
nei det
er ikke nykker, jeg kan fremstille gutter ogsaa, det kan du
ikke kalde forfængelighed, vel?
Og jeg kan ogsaa være
gamle madam
L
e b a k
op i dagen, det har fader selv sagt, og
ham tror du da vel ?»
«Ja, men
L
u c i e
,
det er stygt af dig, at du gjør nar af
og aber efter alle mennesker; det er derfor, de er saa sinte
paa dig.
Folk er jo bange for dig og siger:
’Tag jer iagt!
naar vi vender hende ryggen, saa kopierer hun os alle sam
men ?’
Det kan nok være morsomt, men ikke for dem, som
det gaar ud over.»
«Ja, men
P
e r n i l l e
,
kan det skade nogen?
Jeg gjør det
jo
ikke for at gjøre nogen noget ondt, det
er
bare saadan
lyst jeg faar, naar jeg føler, jeg kan efterligne n o g e n ; og det
er saa forfærdelig morsomt.
Har du da glemt, hvor ofte du
selv har leet af mig ?
Du græd ogsaa, da jeg sang de smukke
sange, som
Ø
l l e g a a r d
J
a c k
P
e d e r s e n s
(saa hed vor gamle tje
nestepige) havde lært mig.
Og saa det deilige, gamle digt
da, som du græd saa meget over og altid saa gjerne vilde
høre, husker du det?
Det sværmede ogsaa
J
o h a n n e s
B
r u n
saa meget for og jeg maatte fremsige det saa ofte for ham.»
Da det virkelig er vakkert, tillader jeg mig at citere det.
«Moder, hvilket deiligt skue!
Saa du ogsaa, hvad jeg saa?
Snart jeg fra den trange stue
til Gud faders hjem skal gaa;