105 / 312
102
fru
L
ucie
W
olfs
liv se rin d r in g e r
.
du har et varmt og kjærligt hjerte; om du er aldrig saa hid
sig og gal, saa kan et par venlige ord gjøre dig myg og from
som et lam.
Men vi faar sætte alt i Guds haand, han vil
ikke gjøre byrden tungere, end at vi orker bære den.»
Nu gik det videre fort med min konfirmation.
Min søster
havde ret, det var en deilig tid.
Jeg havde fred i mit hjerte
og et stille haab om, at jeg dog engang skulde naa mit maaL
Saa var det en dag — kort før konfirmationen — at
min søster
P
e r n i l l e
gik til presten
T
h o r e s e n
,
bad ham i
s i t
og moders navn, at han ikke maatte lade mig «slippe for
presten» med et halvt aar, men lade mig — med andre ord
— sidde igjen, fordi alle hjemme var forvisset om, at jeg,
saasnart jeg var konfirmeret, vilde gaa til theatret selv uden
lov af mine forældre.
Presten blev baade forbauset og vred
og svarede, at dette var en styg fremgangsmaade mod
L
u c i e
,
som, saavidt han kjendte hende, aldrig vilde være til den
grad ulydig, at hun rent ud vilde trodse sin fader, som hun
elskede saa høit, og at de kunde tænke, at han skulde ville
lade en saadan skam overgaa hende, som var hans allerbedste
elev.
«Nei nei, hun skal saavist slippe og det med ud-
merkelse.»
Han bebreidede dem alle hjemme, fordi de var for strenge
mod mig, sagde, at jeg var et begavet barn med et varmt
hjerte og en glødende fantasi, som man maatte fare varlig
med, ellers kunde det tage en gal ende med mig; at de havde
et stort ansvar for, hvorledes mit liv kunde b liv e ; at der gjæ-
rede kræfter i mig, som de slet ikke forstod, naar de tog
mig paa en vrang maade.
«Tal kjærlig og varsomt med
hende, saa kommer I la n g t!
At hun bliver skuespillerinde,
det er jeg overbevist om.
Saavidt jeg kan skjønne, ligger
veien klar for hende, og det er meget urigtig stadig at saare
hende med, at denne hendes lyst og trang er saa syndig.
Kunsten er skjøn og drager mennesket opad og ikke n e d a d ;
dette tror jeg, at I engang skal erfare.
Lad
L
u c i e
være i