107 / 312
DET NORSKE THEATER.
D
et norske theater var begyndt.
Jeg havde samtaler
med
J
o h a n n e s
B
r u n
;
han fortalte mig om alt og
alle dernede og kunde ikke fatte, at jeg, som nu var
konfirmeret, . ikke havde meldt mig til direktionen.
Jeg sva
rede ham, at jeg vilde vente en stund og tænke alvorlig der
over; dette havde jeg lovet min søster, som havde bedt mig
saa inderlig derom.
Han kunde ikke forstaa dette, sagde han,
og
fandt mig stille og svært forandret.
«Om du føier din fa
milie, saa tror jeg,
at du aldrig bliver glad; for at du er
skikket for scenen, det kan du vel ikke tvile om,
L
u c i e
?1
Og jeg haaber, at det ikke varer længe, før vi har dig
blant os.»
Saa kom tiden, da det blev umuligt for mig længere at
styre min trang.
Jeg gik da først til konsul
M
i c k e l s e n
,
bad
ham om hans raad og veiledning, samt om han vilde prøve
mig, men sagde ham tillige, at jeg ikke havde mine forældres
lov.
Han sagde, at han først vilde prøve mig, om jeg virke
lig havde talent, derefter kunde jo presten
T
h o r e s e n
tale min
sag, som jeg sagde, at han havde lovet.
Jeg fik da Emeline i «Den første kjærlighed» at lære..
Han bad mig læse stykket og sige ham, hvad jeg syntes om