113 / 312
I 10
fru
L
ucie
W
olfs
liv se r ind r in g e r
.
sorg, men jeg vil paastaa, at en voldsom glæde, som den jeg
følte, gjorde mig ofte rent svimmel og syg.
Det trykkede
mig for brystet, saa jeg følte trang til at skrige, og jeg havde
formelig krampe af graad og latter.
A f glæde, ja af glæde
var det og intet andet.
Jeg havde saa længe levet mellem
haab og frygt, men nu styrtede glæden som et fossefald over
mig; jeg for afsted i lyse, salige drømme og glemte rent, at
jeg var paa jorden.
Alle mennesker fandt jeg saa smukke;
de saa alle paa mig med smilende ansigter, som om de vilde
sige:
«Til lykke,
L
u c i e
,
vi ønsker dig alt godt!»
Naturen
straalede endnu skjønnere for mig; ja, alt var fryd og lykke..
Daglig gik jeg nu paa prøve med skuespillerne, og man
fandt, at jeg blev bedre og bedre, uagtet je^ fremdeles ikke
likte rollen.
Hjemme var der endnu en trist stemning.
Hver
gang jeg kom ind, saa blev der stille, og jeg forstod, at det
var mig, man talte om.
Men nu kunde intet stanse min;
glædesstrøm, og jeg bragte dem tilslut i humør igjen; jeg
dansede, sang og fandt paa de utroligste løier, naar jeg var
hjemme.
En eftermiddag husker jeg, jeg kom farende ind f
kjøkkenet.
Merkelig nok nikkede moder venlig til mig, idet
hun tog kaffekjedlen for at gaa ind i stuen med den.
Moders,
miner gjorde mig saa glad, at jeg tog hende om livet bagfra
og svingede rundt med hende, saa kaffeen sprøitede over
hele gulvet.
Fader lo saa meget, han orkede, men moder
skreg:
«Nei, nu mener jeg,
L
u c i e
er bleven splittergal; aa,
al den gode kaffe!
Nei, men Gud bevare mig, hun ende
vender os jo allesammen.
Her er nu ikke skik eller facon
paa noget i huset mer, hun render jo overende baade folk
og fæ.
Igaar morges dansede hun polka med melkemanden,
saa jeg fik betale fløden, hun væltede for ham.
Nei fadei\
at du kan le af dette!»
Jeg klappede hende og bad saa pent om forladelse.
«Aa, gaa din vei dit spektakel du er,» svarede hun; «jeg
kommer ingen vei med dig.
Aa ja, her bliver vel dans her-
\