109 / 312
106
fru
L
ucie
W
olfs
liv se rind r ing e r
.
rollen.
Dette gjorde jeg, men fandt, at hverken stykket eller
rollen tiltalte mig.
Der var jo ingen sange deri, dette som
jeg sværmede saa meget for, og den unge pige fandt jeg ikke
saa glad og naturlig, som jeg tænkte mig en lykkelig el
skende pige maatte være.
Dette sagde jeg
M
i c k e l s e n
; men han paastod, at jeg
skulde forsøge den, da han fandt, at jeg sagde replikkerne
naturlig og rigtig, bestemte saa, at naar jeg havde lært rol
len, saa skulde vi have prøve hos ham.
Dette gjorde vi da.
Ja disse prøver var mærkværdige;
det var en latter og en moro uden lige baade for mig og de
tre direktører, som agerede fader, elsker og tjener.
H
a d l e r
var min fader; han var en voldsom svær mand med en ko
lossal mave.
Da jeg ret som det var i min rolle skulde om
favne ham, saa kunde jeg ikke styre min latter, for jeg rak
jo ikke længer om ham end om den halve mave; jeg paastod,
at det var en hel spadsertur at komme rundt om ham, hvil
ken bemerkning jo fremkaldte en rasende latter.
Fremdeles paastod jeg, at jeg ikke likte rollen.
H
a d l e r
sagde, at dette var tøv, den maatte ligge for mig; men jeg
var for voldsom baade i min tale og mine manerer.
Jeg
skulde ikke tale saa fort og have mere ro over mig, saa gik
det godt.
Ja, dette forsøgte jeg jo, og det gik stadig bedre
og bedre.
Saa erklærede da samtlige herrer, at jeg utvilsomt havde
talent, og at jeg nu maatte gjøre alvor af det og debutere.
Nu gik jeg til presten
T
h o r e s e n
med en skrivelse fra
H
a d
l e r
,
hvori han sagde, at han — som de andre — var over
bevist om min sceniske begavelse, og at det ikke kunde gaa
an,“i at mine forældres gammeldagse anskuelser om dramatisk
kunst skulde hindre et talent i at komme frem; at presten,
som vidste, hvor vigtigt det nu var at erhverve virkelige be
gavelser, m a a t t e forklare mine forældre kunstens sande be
tydning og opnaa tilladelse for mig.
T
h o r e s e n
sagde, at dette