116 / 312
DET NORSKE THEATER.
1 1 3
en time før pyntekonen kom og tændte lysene.
«Ok, er
1
kommen’ alt, jomfru!
Ja,
1
bliver tidsnok færdig.»
Saa kom
R
o s e n d a h l
,
som skulde sminke mig.
Hvor jeg fandt, at jeg
blev deilig!
Jeg spurgte ham:
«Nei, er det muligt, at dette
er m ig ?
Kan man virkelig blive saa vakker bare ved at
smøre’'d e tte paa sig?»
Saa kom jeg i klæderne:
Aa, den
yndige, hvide kjole, moders kapperoser paa haaret, det søde
lyserøde, lange livbelte og de mest fortryllende, smaa sko!
Jeg maatte hvert øieblik løfte kjolen op for rigtig at nyde
synet af dem.
A
k e
kone s a g d e :
«Aa, holdt nu op med at
løfte skjorterne op for at kope paa disse skoene; 1 krøkler jo den
nye kjolen saa fælt.
Det er bedre I læser over rollen je r e s »
Blikkenslager
F
e s e r
,
en rig mand og en stor original,
som havde med oplysningen paa theatret at gjøre, stod uden
for.
Jeg havde vundet hans venskab fra de første prøver;
han gav mig ot.s penge til kager og frugt.
Nu stod han
og bankede oaa og bad om at faa se mig.
Han kom da ind,
slog sine hænder sammen og udbrød:
«Nei, maken til søt,
ung jomfru har eg i'.ye set; eg trur, eg kan spanne hinner
om livet, saa smal er hon.
Faar eg lov, jomfru?»
Jeg tillod
ham at «spanne» om mig, som han bad om.
Han sagde da
aldeles henrykt, idet han løftede mig høit op fra gulvet:
«Ok, hon er saa let og fin som en fjør og saa smal om livet.
Ok ja, tyndt liv, det er no det bedste, eg ved.
Gud signe
jer I er akkurat saa sød som en liden linerle.»
Og derpaa
gav han mig uden videre et kys til stor moro for alle.
Det nærmede sig den tid, vi skulde begynde; man var
paa slutten med overturen.
Huset vdr fyldt
Alle mine om
givelsers glade og smilende ansigter, musiken, glæden, alt
gjorde mig ør og svimmel.
Da teppet skulde gaa op, begyndte hjertet at hamre for
færdelig; jeg bad maskinmand
S
c h j ø d t
:
«Aa nei vent i t
bare en liden stund ?»
H an sv a re d e :
«Ok, jomfru mor, I
skal ikje være bange!
I er saa søt, det gaar nok godt for jer.»
,r — Fru Lucie W olfs livserindringer.