103 / 312
fru
L
ucie
W
olfs
liv se r in d r in g e r
.
Snart du ikke mer vil finde
din Maria her paa jord.
Græd ei! jol lad taaren rinde
og udslet saa sorgens spor.
En baad af lette skyer bygget,
en engel var dens styresmand —
jeg saa mod veir og vind betrygget
at kløve himlens ocean.
En seng af bløde blomsterblade
var redet op i baadens bund;
to engle ved det leie sade
og speiled sig i luftens grund.
Jeg saa dem flyve gjennem luften,
som brusende mod stavnen brød,
og aanded langt fra blomsterduften,
som udgik fra dens aabne skjød.
Jeg saa den stanse, saa den dale
her i mit lille kammer ned,
jeg hørte englen til mig tale:
oh, moder, hørte du det med?
«Maria, her af liljens blade
jeg redet har til dig en seng,
her vil din sygdom dig forlade,
her faar du liv og kraft igjen;
igjennem luften skal du svømme
begravet i en blomstersne,
og hvad du skjønnest saa i drømme
er lidet mod hvad du skal se.»
Saa venlig englen til mig smilte,
da fik jeg lyst at følge med,
og seilet sig for vinden spilte
og jog med tankens flugt afsted.
Af sygdom og af mathed bøiet
jeg snart i søvnens favn sank hen,
men da jeg atter aabned’ øiet,
da var jeg sund og karsk igjen.