98 / 312
spille komedi, som du siger, du er saa glad i, tror du da
slet ikke, at du faar lov af dine forældre dertil ?»
«Nei, ak n e i ! der er jo min store sorg, og dog kan De
tro, at jeg nok skulde gjøre det godt, og at jeg er skikket
dertil, det ved jeg med vished, for fader har sagt det, og
hvad han siger, kan jo ikke være usandt, da han jo er det
herligste menneske, som Gud har skabt.
Fader har sagt til
mig en aften, da vi legte sammen:
’Ja, ja, barn, jeg tror
nu, at Gud har havt en egen bestemmelse med dig; han
sender ofte saadanne lyse, glade sjæle som du ud i verden,
forat de skal være til trøst og opmuntring for dem, som sør
ger og lider.’
Og fader har baade grædt og leet, naar jeg fremsagde
de smukke digte, jeg havde lært mig, eller sang alle mine
fornøielige sange.
Jeg gjorde det udmerket, sagde han, og
fader k a n jo ikke tage feil, det er aldeles umuligt, han, som
selv kan saa meget skjønt, spille, synge, tale saa deilig til
mark og skog og lokke til fuglene.
O ! gode Gud, hvor
fader er velsignet og saa kjærlig og god mod mig, ja, jeg
kunde dø for ham; jeg elsker ham, jeg tilbeder ham!»
«Ja, se nu, barn,» sagde presten, «nu bliver du jo igjen
saa eksalteret, at det er forfærdeligt; man skal tilbede sin
Gud og ikke menneskene, ved du ikke det,
L
u c i e
?
Din
fader er en snil og god mand, det ved jeg nok, men han er
et syndigt menneske, han som vi alle.
Og saa talei du aldiig
om din moder, det er stor uret af dig, du er da vel ogsaa
glad i hende?»
«Aa — ja — jeg — er — nok — det,
men
Nei, nei, jeg kan ikke lyve, jeg er ikke glad i modei, hun er
saa streng imod mig, og hun kan vist heller ikke forstaa mig.»
«Ja, men det er synd mod din moder, hun vil vist ikke
andet, end hvad som er ret med dig og har nok havt stræv
med at styre et saa heftigt harn, som du jo er; ved du ikke,
ET STORT OMSLAG.
9^