88 / 312
BYEN IGJEN.
85
vi lokked graad og latter frem.
Oh! vær velsignet, barndomshjem!
Jeg mødte dig i manddoms aar,
og atter delte her vi kaar;
vi høsted’ latter, graad og sang,
vor kunst var som et blomsterhang
omhegnet af vort elskte folk,
som fandt i os sin glade tolk.
Nu sørger kunsten; thi nu brast
dit store, lyse skjær i hast;
nu sørger barndomsvennen din,
og minderne er lagt i skrin.
Oh! Gud ske tak, at du fik fred;
hvor du har kjæmpet, hvor du led:
men Gud dig gav saa mildt et kys,
saa døden mistede sit gys.
Farvel, farvel, du ungdoms ven;
oh! gid vi mødes maa igjen,
hvor alt, hvad skjønt, skal foldes ud,
som du og jeg har faa't af Gud.