140 / 312
DET NORSKE THEATER.
137
længe paa tolv skilling.»
«Uf!» hviskede
L
o d d i n g
,
«nei, at
De vil udsætte Dem for en saadan kjerrings grovheder!
Se
der, gaa hen og betal og tag da aldrig paa kredit hos nogen
kjerring mer.»
Flere gange var jeg i uleilighed paa samme maade, da
jeg var en stor slikmund efter kage og frugt.
Min gage var
20 daler maaneden; det ansaaes for meget dengang.
Mine
klæder kostede ikke saa lidet, da jeg var meget med.
Fru
G
r u n g
styrede mine penge, og til kage og saadant fik jeg
1
daler maaneden, og dette var saa lidet, saa jeg ikke kunde
slippe ud dermed.
Saa fik jeg da kredit hos konditor
P
e l l o t
’
s
kone; jeg
skyldte hende alt 7 daler.
Dette pinte mig meget; jeg turde
ikke sige til fru
G
r u n g
,
at jeg havde gjort en saadan stor
gjæld, men gik til madame
P
e l l o t
og bad om henstand.
Hun sva red e :
«Ok, mor, Deres 7 daler blev betalt forleden
dag af tre unge herrer, som vidste, at De tog kager paa
kredit, og De kan trygt begynde at spise igjen, for det bliver
nok betalt.»
Dette gjorde jeg ogsaa og var frydefuld over denne glim
rende udsigt til at faa min syndige kagelyst styret.
Da min
reise til Kristiania blev bestemt, og fru
G
r u n g
spurgte, om
jeg skyldte penge nogetsteds, svarede jeg nei med den salige
bevidsthed, at min kagegjæld nok ogsaa denne gang vilde
blive betalt af mine beundrere.
Men o skræk! der kom en
regning til fru
G
r u n g
paa 10 daler.
Hun betalte pengene
og gav mig nogle milde, bebreidende ord, som smeltede mig
meget mer, end om hun havde pryglet mig.
Jeg gik ned til madame
P
e l l o t
og beklagede mig over,
at hun ikke havde sagt mig dette, da jeg saa sikkert havde
stolet paa hendes ord, at det nok blev betalt.
«Nei mor,»
sagde hun, «jeg spurgte en af herrerne her om dagen, men
han svarede:
'Nei, eg sku’ ikje tru, naa jomfru
J
o h a n n e s e n
vil reise fra os, saa betaler vi ikje en skilling .»
18 — Fru Lucie W olfs livserindringer.