171 / 312
J6 8
fru
L
ucie
W
olfs
li vse ri nd r in g er
.
«Nei» skal være; hun var affekteret.
Dette
fik jeg ogsaa
høre af en herre, som sad ved siden af mig; thi han udbrød
flere gange:
«Uf nei, hvor hun skaber sig, det er dog vold
somt saa affekteret hun er!»
Kanske hun ogsaa var for gam
mel til rollen — hun var 50 aar dengang, tror jeg — , at det
var det, som forstyrrede illusionen, men hendes spil var lavet
og maniereret, jeg likte hende slet ikke.
Jeg var saa ufor
sigtig at ytre min mening til
W
o l f
og hans broder, som var
med os; min mand var bange for, at man skulde høre, hvad
jeg sagde, men hans broder sva red e:
«Aa,
N
i c o l a y
,
hun har
ret, fruen er forfærdelig skabagtig her.»
Men saa et par
dage senere var jeg i theatret og saa fru
H
e i b e r g
i «De uaf
hængige» af
S
c r i b e
,
et stykke, v i nylig havde spillet med
madame
S
c h r u m p h
i hovedrollen som den unge, intrigante
frue.
Det var rent storartet, hvordan fru
H
e i b e r g
spillede
den unge frue, som tuller manden rundt om fingrene.
Ja,
her var hun straalende, naturlig, kvik, morsom, yndig og saa
brilliant ud.
Hendes replikker for som lynglimt omkring alle
hendes medspillende.
Hun tindrede af aand og intelligens.
«Aa,» sagde jeg til
W
o l f
,
«det er umuligt, at det kan være
den samme rolle, som madame
S
c h r u m p h
spillede.»
Der var
en forskjel som paa et surt, spruttende talglys og en intens,
straalende elektrisk flamme.
Ja, det var spil!
Hver eneste
replik var et lidet kunstverk, hun legte og boltrede sig med
rollen, kastede replikkerne omkring som en spillende, kaad
kattekilling.
For en nydelse!
Jeg sad aldeles fortabt og
sagde til
W
o l f
:
«Nei, vi kan ikke spille komedie; thi for
at kunne sige replikker paa denne maade, maa man have en
skare alfer og nisser til sin raadighed, som indgiver én vid
underlige, skabende tanker og lyser op iéns hjerne og for
tæller herlige eventyr som af «Tusind og
én nat.»Aa, sig
mig, hvordan skal jeg kunne komme til at sige replikker som
hun?»
«Arbeid,» sagde
W
o l f
tørt, «saa kan du række langt
med de gaver, du har faaet.»
Ja, dette var let nok sagt;