170 / 312
I KJØBENHAVN.
K
jøbenhavns theater stod høit dengang.
At det var
god, gedigen kunst, som presteredes der, var let at
forstaa. Alt — det mindste som det største — stod
her i skjøn harmoni; der var intet som stødte hverken øie
eller øre.
Den mindste rolle blev spillet udmerket og gled paa
den rette maade ind i de større rollers gjengivelse; der var
en forstaaelse og et samspil, som det var en ren fryd at
høre og se paa.
Og saa dette, som jeg alt fra barneaarene
hai sat saa høit,
der var ikke en, som ikke bevægede sig
smukt; alt var harmonisk — gang, manerer, mimik, — aldrig
var der noget eller nogen, som saarede skjønhedssansen.
Her
fik man se, hvor velgjørende og opdragende det er for unge
mennesker at være ved en kunstanstalt, hvor alt saadant f o r
dres, før de faar lov at komme frem.
Selv om man har en
lykkelig og gratiøs natur, saa er der dog saa uendelig meget,
som maa læres og iagttages for at person og rolle kan smelte
sammen paa den rette maade.
Jeg saa fru
H
e i b e r g
som Sofie
i «Nei», men — jeg maa vel bede ydmygt om forladelse —
jeg likte hende ikke.
Vistnok forstod jeg, at her var fuldendt
kunst, men jeg fandt, at her burde der være mer natur.
Hun
var ikke en ligetil, naturlig, forstandig ung pige, som Sofie i