175 / 312
i y 2
FRu L
ucie
W
olfs
l iv se ri nd r in g er
.
havde tænkt mig hende.
Mine gestus var hurtige og sterke,
min gang slurvet, trodsig og urolig; jeg sprang, dansede, som
hun gjør i 3dje akt, men paa en ganske anden maade end
med mit sædvanlige væsen, slog mig rent vild, men forsøgte
alligevel at lægge ynde i bevægelserne, for at de ikke skulde
blive for grelle.
W
o l f
taug længe stille, lod mig prøve helt
ud, før han sagde noget; men da jeg — paa en komisk, men
tillige troskyldig maade — dansede, som om jeg var over
bevist om, at jeg førte mig ligesaa pent som de andre, brast
han i latter.
Han syntes, at min opfatning var udmerket, at
der i alle de underlige sprang, hop, gang og bevægelser var
en originalitet og ynde, som virkede høist behagelig, og at
jeg ikke behøvede at være bange for at blive ukvindelig.
«Du kan vove dig langt ud,
L
u c i e
,»
sagde han, «du har
denne lykkelige følelse, som ikke tillader dig at gaa udenfor
skjønhedslinjen, og er af naturen gratiøs.»
Dertil fandt han,
at jeg sagde mine replikker netop med det lune og det hjerte,
der skulde til.
«Og de vakre, smaa sange, du har, de vil i
høi grad bidrage til et heldigt resultat.»
W
o l f
spillede min elsker her.
Det blev en stor sukces
for mig, og min dans indbragte mig bestandig latter og
applaus.
W
o l f
gjorde ogsaa stor lykke; han var udmerket
som Landry.
W
o l f
var fra først af operasanger, og da operaen gik
overstyr, blev han skuespiller.
A f naturen havde han ikke
netop stort talent, men de evner, han havde, vidste han at
udnytte, saa han endte med at blive en virkelig kunstner, en
udmerket karakterskuespiller, som hans store repertoire nok
som beviste.
Ja, ære være hans store og ihærdige arbeide!
Hans organ og sprog var i begyndelsen alt andet end heldigt.
Hans talestemme var tynd paa grund af, at han var sanger.
Her maa jeg fortælle, hvad vor bergenske tjenestepige
sagde til mig engang.
Hun syntes, at det var stor synd i
mig, at jeg ikke havde faaet se min mand i «Den døvstumme