180 / 312
SKUESPILKUNSTEN.
D
aglig har jeg beviser paa, at unge talenter bliver om
sværmede af smiger og overdyngede med virak af
recensenterne, ved at man fortæller, at det er første
rangs kunst de leverer, om de kun har været ved scenen
nogle faa aar, og uagtet de største og mest iøjnefaldende
mangler klæber ved deres organ, sprog, diktion, bevægelser,
gang, plastik, ja alt det ydre.
Dette kan man overse hos en
debutant,
men ikkehos en, som i flereaar har
spillet
komedie.
Og det erstor synd imoddem;thi de tror
da, at
de er færdige og faar ikke øinene opladt itide, før de stran
der- i, manér, saa det i deres senere udvikling bliver dobbelt
vanskeligt for dem. Dette ord «talent» misbruges svært ofte.
Hvad jeg forstaar ved talent er en lykkelig samling af lege
mets og sjælens egenskaber.
Det ydre spiller en stor rolle.
Dermed er det ikke meningen, at man skal være vakker, aa
■nei; men naar éns person
i k k e er heldig af naturen, saa
maa der arbeides desto mer for at tilegne sig herredømmet
over sit legeme og sit ansigt, saa man ikke bliver kantet,
tvungen eller ufri, hverken i gang, bevægelser eller mimik.
Men man
maa
f ø l e dette,
ellers nytter detikke.
Detheder
altid: «Ja, man maa reise ud, se og lære!»
23 — Fru Lucie W olfs livserindringer.