179 / 312
fru
L
ucie
W
olfs
li v se ri nd r in g er
.
græd, rasede
o g
— seirede!
W
o l f
kyssede mig og sagde:
«Du er meget lykkelig,
L
u c i e
,
du traf det rette.
Du græd,
ja, det er vist og sandt, men jeg tror ikke, der var mange af
tilskuerne, som ikke græd med dig.
Men gaa ikke videre,
skrid aldrig over skjønhedslinien; det er baade dig og din
kunst uværdigt.»
Naar
W
o l f
var tilfreds med mig, var jeg straalende glad;
thi jeg var da viss paa at have gjort mine sager godt.
Jeg
bebreidede ham engang, at han var saa streng mod mig og
sagde, det var, fordi han ikke holdt nok af mig.
Men dertil
svarede han:
«Nei,
L
u c i e
,
det er saa langt fra at være sandt
det ordsprog ’kjærlighed gjør blind’, at det tvertimod er saa,
at kjærlighed gjør seende.»
W
i e h e
spillede først Lord Rochester med mig, senere
W
o l f
,
som jeg synes passede bedre for rollen.
W
i e h e
var
for blød og elskværdig; det haarde og kolde kom ikke saa
godt frem hos ham som hos
W
o l f
,
hvorved mit spil vandt
betydelig.
Vi gjorde bestandig stor lykke her.
Hvor heldigt det er at have én, som stadig siger sin
mening, og hvis dom man respekterer.
Dette var jeg saa
lykkelig at have, først i fru
G
r u n g
og siden i min mand.
Jeg hørte altid en masse smiger og komplimenter af mine
mange beundrere, men
W
o l f
sagde bestandig:
«Slaa det
halve af,
L
u c i e
,
og tro mer paa mig end paa dem.»