224 / 312
2 2 I
blødt, norsk sprog har jeg aldrig hørt før; men jeg tror skam
ikke, at fru
H e ib e rg
tillader det; dertil har hun hørt. for
meget godt om Dem netop i hendes egne roller. Men om
De beder om at faa en af fru
P h is t e r s
eller de andres roller,
saa kanske De faar lov.
Imidlertid bør De absolut forsøge.»
Naa ja, som sagt, saa gjort; jeg gik til fru
H e ib e rg .
Hun
var naadig og venlig mod mig, som en etatsraadinde sig hør
og bør, og sagde, at hun havde hørt meget godt om min
sceniske begavelse. Jeg sagde da, at mit erende til hende
var, om jeg kunde faa anledning til at optræde, da saa mange
havde raadet mig hertil.
Nu blev fruen noget stram i hold
ning og tone:
«Ja, det kunde De maaske nok,» sagde hun,
«men jeg raader Dem derfra. Vi ser ikke gjerne fremmede
gjester paa vor scene og vil nødig høre andet end vort eget
sprog.
De taler jo sterkt norsk, og det er jo ikke saa
heldigt.» Jeg sagde, at mit sprog netop maatte være svært
beslegtet med det danske, for
H ø e d t
med flere troede, jeg
var dansk født; saa blødt fandt de mit sprog.
«Jeg er
desuden gift med en dansk mand, saa det er jo ikke usand
synligt, at det kan have afslebet mit norske sprog en del.»
«Ja,» svarede hun, «De taler meget smukt og er jo «køn» ;
men De er jo ikke ganske ung.»
Jeg tillod migat bemerke:
«Jeg er
30 aar, og jeg kan vel ikke da egentlig kaldes
gammel. Desuden ved vel fruen, at man som ganske ung
ikke kan have naaet et saavidt fremskredent standpunkt i
sin kunst, at man bør optræde som gjest paa fremmede
steder?
Man har neppe bevidsthed om, hvad éns kunst
egentlig betyder, før man er udover ungdomsaarene.»
«Ja,
det har De jo ret i!» sagde hun: «men sig nu, i hvilket
fag De egentlig vilde spille?»
«Mit repertoire i Kristiania
er ganske det samme som fru etatsraadindens her,» svarede
jeg.
«Naa ja, det har jeg jo hørt,» sagde hun, «men hvad
v i l De
da spille?» «Jeg ønsker meget at spille Fiorellas
rolle i «Den yngste» af Hertz, eller i «Abekatten».
«En