225 / 312
2 2 2
fru
L
ucie
W
olfs
livserindringer
.
søndag paa Amager,» «Viola,» idetheletaget i en rolle, hvori
jeg hjemme har gjort mest lykke: en af fruens roller altsaa.»
«Ja men,» sagde hun, «tænk nu, om det ikke gik Dem
godt? Husk paa, hvordan det gik fru
G u n d e r s e n !»
«Det
var, fordi hun i k k e fik spille den rolle, hun helst vilde,»
svarede jeg, «nemlig'fruens Ragnhild i «Svend Dyrings hus»;
her er hun glimrende, det maa De tro. Maria Stuart er
vanskelig for hende, da hun her skal danse og bevæge sig
livligere, end hendes roller ellers udkræver, og man kan her
forlange mer gratie, end hun raader over. Netop herfor var
det, hun blev dadiet, i k k e for sit spil.»
«Naa ja, det kan
De maaske have ret i,» sagde hun, «men sig mig, skulde
De ikke heller have lyst til at spille en af fru
P h is t e r s
roller, en Pernille ? Det tror jeg nok. De kunde komme
til.»
Hertil svarede jeg:
«Nei, jeg har kun spillet faa roller
i Holbergs stykker, og dem finder jeg saa vanskelige, saa
jeg ikke tør indlade mig herpaa.»
«Da ved jeg virkelig ikke,
hvad jeg skal sige; men De kan jo tale med en af direk
tørerne, kanske De da kunde faa Deres ønske opfyldt; men
jeg tror som sagt i kke, at det kan gaa, da vi saa nødig
modtager gjester.» Jeg blev lidt hed i hovedet og svarede,
at jeg fandt det høist ensidig og trangt at tage saadanne
hensyn — at stænge theatrets døre for gjester.
Hos os har
vi et andet og friere syn paa sagen; vi aabner alle vore
døre for begavede kunstnere.
«F. eks. fruen som ung saavel
som Deres kollegaer som ældre har været velseede gjester
hos os. Og jeg er svært bedrøvet, da jeg saa godt forstaar,
at fruen ikke interesserer sig for mig; for at vise mig til en
af direktørerne er jo kun en udflugt, da det er en bekjendt
sag, at det kun kommer an paa De r e s mening, om nogen
faar optræde eller ei.
Deres egne, nuværende kollegaer har
sagt mig dette.»
Hun blev stødt over min frie tale, kunde
jeg merke. Etatsraadinden vred og vrængte sig i sin lov
priste bløde, yndige elegance, for at hun uden at støde mig