261 / 312
258
fr u
L
u c ie
W
o lfs
l iv s e r in d r in g e r
.
for min del kan aldrig glemme denne tid, saa rig paa kunst
nerisk, musikalsk nydelse.
Der var jo glimrende kunstnere;
blandt dem først og fremst
F r it z A r lb e r g ,
der var en ligesaa
stor skuespiller, som han var sanger.
Jo s e p h so n
var en
flin k
mand, men instruktør var han
jo
ikke; thi som svensk mand passede han ikke til at instruere
norske skuespillere.
Men en smagens mand var han; hans
dragter og dekorationer holdt sig altid i den rette stil.
For
resten var han en sygelig, træt og grætten mand, som dog af
og til kunde være meget fornøielig.
Den første gang, jeg talte med ham, sagde han:
«Men
i Herrans namn, hvad har ni gjort, snålla fru
W o l f
?
Jag
låser i theaterns protokol en anmårkning af advokat Dunker,
som lyder så:
Fru
W o l f
skall denna gång inte mulkteras,
derfor att hon år otillråknelig.
Hvad skall det såga ?
Jag
kan vål inte tånka, att fru
W o l f
super?»
Jeg fik mig en
god latter og fortalte ham, at da
D u n k e r
skrev dette, var
jeg anklaget for at have fornærmet madame
J ø r g e n s e n
saa
svært, at hun forlangte mig mulkteret.
D u n k e r
ønskede ikke
at udvise nogen strenghed mod mig, da vi var gode venner,
og da han vidste, jeg var frugtsommelig, saa tog han denne
min tilstand som paaskud for at fritage mig for mulkten.
En dag paa prøven var
Jo s e p h so n
meget grætten og
fandt alting galt.
Jeg blev utaalmodig og udbrød:
«Nei,
men
Jo s e p h so n ,
De er virkelig slem idag!
Tænk at være
saa grætten mod mig, jeg gjør det jo saa godt jeg k a n !
Kan
De da slet ikke like damer?
Det skulde man næsten tro.»
Hertil svarede han:
«Jag inte tycka om damer?
Jag får
såga, att det inte fin’s en man i hela veriden, som år så svag
for kvinnor som jag.
Men snålla fru
W o l f ,
ni får ursåkta,
jag år så sjuk och trott.»
Senere fik vi en udmerket instruktør
i B jø r n B jø r n s o n ,
og der kan siges meget om ham, baade godt og mindre godt.
Den første tid var han rent udmerket, — en arbeidskraft, et