104 / 308
99
løvrigt klagede han over sine dræbende Em
bedsforretninger, og da jeg forlod ham, havde
jeg ikke Indtrykket af, at han var saa lykkelig,
som efter hans tidligere Yttring.
Han bad mig
jevnligt at skrive til sig, og det gjorde jeg gjerne.
Jeg fik stadigt Breve fra ham i nogle af de føl
gende Aar.
Imedens jeg paa dette Tidspunkt, i det lille
Kammer, med Udsigten ud til «Smedens Gaard»,
ogsaa i Tankerne havde Udsigt til det danske
Parnas og Lyren hængende paa Væggen, spil
lede en lille Drøm ind i mine forfængelige B e
kymringer, og det var nok første Gang, at jeg
som Sangfugl lod Vingerne hænge.
Jeg vilde jo først og fremmest gjerne blive
en dansk Digter, en rigtig Digter!
Men en Nat saae jeg en Mand i en brun
Kappe træde ind foran Sengen, hvor jeg laa, og
jeg vidste strax, at det maatte være — Johannes
Ewald:
I sin Arm holdt han en Bog, som han aab-
nede for mig med de Ord: «Læs denne!» — og
saa forsvandt han.
I Drømme kunde jeg godt huske Bogens
Titel, men da jeg vaagnede, var og blev det
7 *