105 / 308
1 0 0
mig umuligt at erindre den, og Ewald gjorde sig
aldrig siden den Uleilighed at komme igjen for
den Sags Skyld.
At den Bog, jeg skulde læse, ikke var iblandt
mine Skolebøger, derom kom jeg let paa det
R ene, men dem læste jeg dog for det Første,
for at blive Student.
At Skolelivet under alle disse ydre Forbold
maa i min Alder have været trykkende, det fin
der jeg selv ganske rimeligt, ialtfald var dette
Tilfældet. Hvad der især ærgrede mig, var al den
Tid, der gik tilspilde, medens jeg hvert Quartal
blev ældre og dog maatte holde ud.
I October dette Aar tog jeg en Dag min
Beslutning, da jeg havde siddet en heel Time og
ærgret mig, medens der blev rettet Stil oppe
ved Kathedret. «Der bliver aldrig Noget af mig»,
hviskede jeg til Christian Møhi, «dersom dette
skal vare længere!»
Med ham overlagde jeg, hvorledes jeg vilde
gribe Sagen an og tage Examen Artium paa
egen Haand, og han gav mig sit Bifald.
En Dag henved Aarets Udgang (1815), da
jeg sad hjemme i Dagligstuen, som var mit Stu
dereværelse, ifærd med at repetere mine Autores,