AfMitLivsAarbøger

Kunst, men jeg har ogsaa elsket den for dens

egen Skyld, og derom beder jeg Dem, for Gud i

Himlens Skyld: tragt ikke efter at vinde B ifald!«

I Samtalens Løb kom han til at yttre: «Jeg

har, det tør jeg sige, ikke skrevet Noget, hvor

ved min Musa skulde rødme — dog jo», afbrød

han, «der er dog Noget i — — ». Jeg var saa

naiv, at jeg spurgte: «Maaskee i L ina?» —

»Ja, rigtigt!» svarede han og taug.

Efter et Ophold begyndte han igjen: «Der

er ellers fremstaaet mange unge Digtere. Det

fornøier mig hjerteligt, at Saamange hengive sig

til Muserne. Der er jo dem, som lade sig dette

fortryde, men det passer ingenlunde for Digterne

selv. Der er jo nok til os Alle. Jo mere Skjønt

vi kunne opdage i Verden, desto glædeligere er

det. Jeg kan ikke sige Dem, hvor Deres Arbeider

have glædet mig. Jeg seer, at de søger A lt i

Religionen, og derfra skal det ogsaa hentes!»

Han talede nu om den Modstand, han som

Digter havde mødt, og udbrød uvilkaarligt: «Ja,

det er et besynderligt Publikum!» Jeg kunde af

Hjertet og uden Skaberi svare, at den Tid vilde

nok komme i Danmark, at man fik Øinene op

for hans dybe Tanker, og henviste ham til H am -

m ar s k j o ld s P o e t i s k e S t u d ie r som til et