98 / 308
93
i hans Ydre, som lignede en Digter. Det var
ogsaa kun Kammerherren og Amtmanden, han
bar udenpaa, og dette havde han nok nu gjort i
saamange Aar, at han selv syntes nærved at
have glemt, at han var en Digter.
Han var jo heller ikke anerkjendt som en
saadan, vor Literatur havde endnu ikke tilegnet
sig ham, Mængden troede, at han var forrykt,
eller idetmindste forskruet.
Snittet paa hans Klæder var just ikke gam
meldags, men dog langtfra efter dette Aars Mode;
dog var der en vis Ziirlighed eller Stivhed i
hans Toilette, og hans Hoved, som hverken var
smukt eller aandrigt, var et vissent Ansigt under
en Frisure af tætafklippede Haar, der vare pud-
drede. Ved disse Midler havde han ikke vundet
mit Hjerte, men da jeg kjendte hans Aand, fik
jeg strax Indtrykket af en udbrændt Vulkan —
en Askehob efter et deiligt Baal.
Hans Tale havde en Betoning af det Tydske,
og han talede det danske Sprog markeret. Da
Ceremoniellet var overstaaet, og vi vare komne
lidt afsides, begyndte han en Samtale med det
Spørgsmaal: «De elsker altsaa Digtekunsten?»
Jeg kunde, uden at betænke mig, svare: Ja! —
og derpaa tilføiede han: «Det er en lykkelig L i