94 / 308
89
smukke Beriderske, som gjengjældte vor Hilsen
med coquetterende Skjelmeri.
Hos vor venlige Vertinde mødte vi den
kjærlige Modtagelse, hvorpaa vi altid kunde
gjøre Regning; ved Middagsbordet fik vi Mad
og Vin i Overflødighed, og Kaffen blev drukket
i Billardstuen, som var i Stue-E tagen ud imod
Skoven. Dette morede mig ikke længe, da jeg
til den Tid neppe havde seet et Billard; og
medens Theodor spillede med en anden ung
Herre, gik jeg , uden at tage min Hat, ud i
Haven, derfra ind i Skoven og standsede først,
da jeg saae den samme Skjønhed, som jeg om
Formiddagen havde seet tilæsels, sidde i Græsset
ved noget Tøi, der var lagt paa Bleg, tilligemed
en anden P ige, der ikke havde noget romantisk
Udseende. Jeg havde neppe opdaget den Skjønne
i Græsset, førend jeg til min Overraskelse saae
hende gjøre en Kolbøtte mellem B legetøiet, og
idet jeg gik nærmere for at see disse overgivne
Kunster, fortsatte hun dem gjentagne Gange.
Paa engang syntes hun at opdage denne Actæon
og tilraabte mig i skoggrende Latter: «G lem
ik k e D e r e s H a t!»
Jeg gik nærmere, og nu
opdagede hun, som hun sagde, at hun havde
taget feil. Dermed var en Samtale indledet og
jeg præsenteret. Jeg opdagede hurtigt, at hun