90 / 308
phantasere, og hvormange Gange har jeg ikke
nydt den misundelsesværdige Lykke, timeviis at
sidde i hans Sopha, medens han, forglemmende
mig, den hele Verden og sig selv, aabnede alle
Porte til det store Tonerige, som han saa mæg
tigt beherskede.
Naar han saa havde siddet der, phantase-
rende, i en Timestid eller mere og reiste sig
fra Stolen, vare hans Hænder iskolde, og han
selv saa nerveus, at han maatte tage sin Til
flugt til sit Huusapothek.
Om Aftenen modtog han gjerne Besøg, og
der var adskillige Stamgjester, for det meste unge
Mennesker af de Familier, han stod i Forhold
til, som her mødtes og undertiden endogsaa ar
rangerede deres Spilleparti hos ham, der ikke
selv spillede Kort, men kun huusmoderligt, ved
Hjælp af B o lette, sørgede for deres tarvelige
Beværtning med The, Smørrebrød og Genever.
W eyse, som ellers mangengang var sær og
gnaven, kunde da, i de unge Menneskers Kreds,
undertiden være i et mærkværdigt Humeur, og
jeg har en Aften, da det faldt ham ind at ville
improvisere, ‘medens han skjenkede The, be
undret den Færdighed, han havde i at bringe alle
mulige Replikker, som der forefaldt, i Versfor