109 / 308
104
han efter Veiret og allermest, naar han skulde
oplæse Noget, hvilket da kun skete, efterat han
havde rømmet sig flere Gange.
I sin Udtalen
var han høirøstet og djærv, og altid havde han
pathetisk en knyttet Næve tilrede ved Gestiku
lationen. Sine Digte og Begyndelsen til en nor
disk Fortælling, «Eivind Skaldespiller», bar han
sammenfiltrede i sin ene Buxelomme, og naar
han tog dem frem, for at læse dem for os, var
det en Ynk at see, hvor nær det var ved, at de
vare opslidte, og vi vidste jo, at de derved vilde
være tabte, thi han var ikke af den Slags Poeter,
der skrev sine Digte ind i en stadselig Bog til
Bevarelse for Efterverdenen.
Dette var mig naturligvis et kjært Bekjendt-
skab, og jeg følte mig smigret ved den Venlighed,
han strax viste mig. Broderskabet blev ogsaa
samme Aften sluttet, da han proponerede, at vi
skulde drikke Du’s.
Et Par Dage efter var min Gaadeopløsning
færdig. Hos Weyse skrev jeg endnu en Slut-
nings-Sonnet bag i Manuscriptet (det var den
4de Januar 1816), og da det Hele var stadseligt
indpakket, blev det sendt ind til Justitsraad Bag-