115 / 308
110
kun været bange for at blive bange, eftersom
Phantasien nok kunde spille mig et Puds.
En Vinteraften traf jeg Weyse i en noget
exalteret Tilstand.
Han var ifærd med en
tydsk Bog — man skrev allerede dengang
mange daarlige Bøger i Tydskland — og dette
var vistnok en af dem. Dens Titel var «D a s
s c h r e c k l i c h e W o r t» , og, efter hvad han for
talte mig, dreiede den sig om den Overtro, at
naar man, uden at Nogen maa vide deraf, paa
et ensomt Sted, i Mørke, tre Gange kalder paa
sig selv ved det fulde Navn og efter hver Gang
tilføier et O rd , som Weyse ikke vilde betro
mig, saa seer man sig selv og falder om og døer.
Dette Thema var bearbeidet i en Række af
Exempler paa Folk, der havde prøvet det, og
som ogsaa paa forskjellige Maader, efter Om
stændighederne, havde bødet med Livet.
Weyse fortalte mig flere af disse frygtelige
Tildragelser, men uden at ville nævne det Ord,
som det egentlig kom an paa.
Ved disse ’Por
tællinger blev jeg selv revet ind i denne uhyg
gelige Tankegang og bad ham gjentagende dog
at sige mig dette skrækkelige Ord.
Men han
svarede: «Nei! Du kunde selv være gal nok til
at prøve det.»