118 / 308
113
f o n esten var jeg i disse Aar meget til
bøjelig til at forfølge de mange underlige Spor
af den natlige Side i Naturen. Jeg troede man
gengang, at kunne føle paa mig, naar en af mine
\
enuer ret strax efter vilde besøge mig, og un
derligt slog det til.
Paa Gaden skete det mig
hyppigt, og det skeer mig endnu, at jeg er lige-
ved at hilse en Person, som jeg møder, men
pludseligt seer, at det er en Fremmed, og i det
næste Øieblik møder jeg saa den, jeg troede at
have seet. Mærkeligt er det, at jeg har fortalt
dette til Mange, som have svaret mig, at saa-
ledes gaaer det ogsaa dem.
Jeg ha\de allerede for et Par Maaneder siden
forladt Skolen, for at lade mig privat dimittere
til Examen Artium næste October. Møhi havde
endnu maattet holde ud, i Haab om at blive di
mitteret fra Skolen. Men i det meget indskræn
kede Hjem havde jeg ikke synderlig Ro til at
læse til Examen; det indsaa min Ven Krarup
og raadede mig til at flytte ind til sig, hvor jeg
kunde have Hjælpen ved Haanden. Men dette
syntes min Broder, i en Slags Selvfølelse, ikke
om, men foretrak at indrømme mig det bedste
8