122 / 308
117
syntes det i denne Sag, at Æren maatte være
mig nok.
Da Julen 1816 nærmede sig, modtog jeg en
Indbydelse til Roeskilde i Selskab med Weyse,
der var en Huusven i Provst Hertz’s Familie.
To af Sønnerne, Christian og Herman Hertz, som
stadigt kom til Weyse, vare mig velbekjendte.
Denne Vinterfest, som varede i otte Dage,
er bleven mig uforglemmelig. Det var et over
stadig muntert Liv, Dag for Dag og Aften efter
Aften, saa optaget af Baller og Selskaber, at jeg
nogle Aftener maatte dele mig.
M eyse elskede Roeskilde-Domkirke, og især
var det herlige Orgel tiltrækkende for ham, saa
at han ofte, ganske ene, gik derind og satte sig
til at phantasere iblandt de kolde Sarkophager
og Gravstene.
Iblandt Provstens Gjester var en Beslægtet,
Fru Jørgensen, med sine to elskværdige Døttre,
Ludvig Heibergs Cousiner, mig de interessanteste,
og uden Forelskelse sluttede jeg mig især til dem
i disse glade Dage.
Anden Juledagsaften var Ballet hos Hertz’s.
Det var en deilig, maaneklar N at, og jeg
var romantisk stemt. Ved Midnat fik jeg, under