117 / 308
1 1 2
venstre Side og med linul Røst sagde disse Ord:
«W er r u ft m ich?»
Forfærdet sprang jeg ud
af Sengen og foer omkring som i Vildelse —
A lt var stille — der var Intet at see.
Man kan begribe, at jeg sov ikke sødeligt
ovenpaa dette, men omsider blev det Dag, og
saa tidligt, som det lod sig gjøre, var jeg paa
Benene, for at komme hen i Kronprindsessegaden
til Weyse. Da Porten var bleven aabnet, var
jeg i en Fart oppe af Trappen, ringede paa, men
Bolette var neppe endnu oppe, og Weyse kom
selv i dyb Negligée til Døren for at spørge, og
da han hørte, at det var mig, aabnede han den.
I den halvtaabnede Dør raabte jeg triumferende:
«Weyse! Wer ruft mich!» — «Herre Jesus! Hvor
har Du faaet det at vide?» spurgte han forfær
det, og jeg forøgede nu Rækken af hans Histo
rier fra den foregaaende Aften med min egen be
synderlige Tildragelse.
Jeg skal ikke indlade mig paa, hvordan
dette maaskee kan forklares, men jeg fortæller
kun et Factum, og tvivler ikke paa, at nogen
Illusion har været med i Spillet. Men har jeg
kunnet gjette bedre halvdrømmende, end da jeg
var vaagen? thi det er vitterligt, at jeg paa
denne Maade fik Ordet at vide.