116 / 308
1 1 1
Jeg blev der om Aftenen; Weyse bragte
andre Ting paa Bane, men jeg vendte altid til
bage til Historierne, og jo mere jeg trængte paa
og søgte at overtale ham, desto ubønhørligere
blev han.
Det var allerede blevet silde, da jeg forlod
ham med Hovedet fuldt af denne Sag.
I mit
eenlige Kammer var det mørkt, det var efter
Midnat, og der var intet Menneske i min Nærhed.
Til at gaa til Bo var jeg ingenlunde oplagt; i
den mørke Eensomhed paakom der mig en sel-
som Lyst til at gjøre et Forsøg, men jeg vidste
jo ikke Ordet. Jeg begyndte med sagte at sige
mit hele Navn, og jeg endte med at sige det
høit, men — hvad saa?
hvad saa?
Dette
varede noget længe, men tilsidst besluttede jeg
dog at gaa tilsengs.
Begribeligviis kunde jeg
ikke sove, altid kom disse Tanker igjen, og det
er rimeligt nok, at den natlige Side i mig efter-
haanden havde faaet Overvægten, om jeg end
ikke sov, thi det troer jeg ikke, at jeg gjorde.
I denne somnambule Tilstand kom jeg igjen til
høit at udsige mit fulde Navn.
«Just Mathias
Thiele!» kaldte jeg, og neppe vare disse Ord
udtalte, førend jeg saae, eller troede at see,
et afskyeligt Hoved, som af en Satyr eller af
en Djævel, der bagfra strakte sig hen paa min