112 / 308
107
Papirerne, og gjorde Strøsand overflødigt. Han
syntes nu at være færdig og vendte sig til mig
med de Ord: «Undskyld! Med Dem raaa jeg
først tale paa Vers!» Jeg mærkede nu, at det,
han havde skrevet, var et Digt ti! mig, og ime
dens han læste den Elegi til mig, der er be-
kjendt, rullede ved nogle Steder Taarer ham ned
ad Kinderne. Jeg blev naturligviis ogsaa rørt,
og J. K. Høst ligesaa, og der sad vi alle Tre,
svømmende i Taarer, da han i Slutningen af sit
Digt gjorde mig til « sin fje r d e S ø n » .
Da han var færdig, reiste han sig, greb
begge mine Hænder i sin e, trykkede mig til sit
Bryst og kyssede mig tre Gange høitideligt.
Efter denne Indvielsens første Øieblikke,
blev han roligere, og den naturlige Samtale kom
nu snart igang. Men førend vi igjen skiltes for
dennesinde, formanede han mig til Beskedenhed
og til el ydmygt Sind, formodentlig fordi han vel
kunde indsee, at alt dette nok kunde være istand
til at gjøre mig lidt ør i Hovedet.
Angaaende min Opløsning gjorde han mig
opmærksom paa, at hans Gaade endnu ikke var
sluttet med det, som var trykt i «Nordisk Tids
skrift», men at den hele vilde blive særskilt ud
givet, og at jeg derefter maatte forsøge paa at
løse den.